Hvem vi er?

Vi er bare en helt almindelig, lille familie: Aksel 1 år, Thomas sidst i 30'erne og Ann midt i dem. Vi bor i Aarhus by i en 3-værelses lejlighed uden altan og have. Derfor har vi spontant købt en kolonihave, selvom vi absolut intet ved om haver eller håndværk.

Læs her hvordan vi blev de heldige ejere af en tilgroet kolonihave >>

Viva La Vita hedder den. Kolonihaven. Opkaldt en lille smule efter Thomas’ mormor, Vita, som vi overtog den af. Hun sørgede for, at den var fyldt med familieminder. Alle børn i Thomas' familie er fotograferet foran det store æbletræ i haven, som Thomas straks genkendte, da vi tilså den. Og ellers levede hun et simpelt liv i den i årevis. Nu er det vores tur til at gøre hende kunsten efter.

Men et simpelt liv... Hvad er det egentlig?

For Vita var det uden strøm, varmt vand og kloakering. Dét gider vi altså ikke! Så for os må det være noget andet. Et liv uden alt for store ambitioner måske? Vi er nemlig slemme til at sætte ambitioner, og vi bliver så forpustede af det.

Egentlig er det nok meget karakteristisk for vores generation. At have store ambitioner på egne vegne. Tag nu mine forældre for eksempel. De ejede ikke en 3-værelses lejlighed og en bil, da de var unge. De tog ikke på smutture til London, Paris og New York eller førte regnskab med den famøse “bucket list”. De fik ikke rengøringshjælp og dagligvarer leveret til døren. Tværtimod var de i ekstase over et måltid bestående af et flute, de gned med et fed hvidløg (det er i hvert fald en tilbagevendende historie fra deres ungdom). 

Så vi er jo vildt privilegerede sammenlignet med dem!

Alligevel har vi stadig travlt med at opnå.

Hvorfor?

Vi knokler og knokler for hele tiden at opnå “noget”. Vi ved det godt selv, for vi diskuterer lystigt alle konsekvenserne i medierne: at vi er stressede, at vores børn er stressede, at vores perfekte instagramfeed giver os dårlig samvittighed og selvværd, at vores kroppe konstant er under opsyn... Men vi stopper ikke. Vi knokler videre. Til hvad nytte?

Jeg gider ikke at knokle mere. Jeg vil nyde.
- Og måske er det netop det, jeg af Vita skal lære: At nyde bare at være.

Er det mon så simpelt?