Sådan så kolonihavehuset ud indvendigt, før vi rev det ned. Velkommen til en lille rundtur.

Thomas’ mormor, Vita, var en gammel dame. Hun gik bort kort tid efter, vi overtog kolonihaven, og i årene før, havde hun hverken opholdt sig i den eller kræfterne til at vedligeholde den.

Det bar den selvfølgelig præg af.

“Jeg tror desværre, at musene har spist viskestykkerne i køkkenskuffen”, husker jeg min svigermor sige, efter hun gennemgik huset før vores overtagelse.

Musene!?

Oh shit…

Det var et af de øjeblikke, hvor jeg tvivlede lidt på projektet.

Men huset skulle alligevel rives ned. Ikke kun fordi, jeg er en sart type, der er bange for kryb og mus, men også fordi Haveforeningen allerede havde besluttet det på forhånd. Det stod faktisk i de papirer, vi skrev under på, at huset var vurderet ‘nedrivningsklart’ - og jeg fornemmede helt klart, at den dame, der vist nok var en del af Haveforeningens bestyrelse, var temmelig utålmodig efter, at det blev gjort NU.

Faktisk fornemmer jeg i det hele taget, at foreningen bekymrer sig meget om vores have. Især når vi IGEN ikke har slået græsset, og det IGEN er blevet til lange siv.

Det her scenarie udspillede sig f.eks. i foråret:

“Det er sørme længe siden, vi har set jer”

(Mig): “Ja, vi har ikke været så meget herude. Jeg brækkede benet sidste sommer og har været i genoptræning, og så er det i det hele taget ikke så nemt at være herude med vores lille søn, når vi ikke har et brugbart hus”.

“Aha. Aha. Heldigvis har du da ikke græsallergi, kan jeg se (peger på græsplænen)”.

...

Nå, men det var et sidespor.

Vi overtog kolonihavehuset fuldt møbleret med al service og tilhørende redskabsskur.

Som du kan se her i køkkenet betyder al service virkelig AL service. Kaffemaskine, kopper og glas - selv de brugte - opvaskebørsten med tilhørende vaskemiddel og på hylderne bagved også bøtterne med fastgroet indhold.

Der var en del, der røg ud, fordi det simpelthen var for slidt og havde udtjent sin pligt. Men der var også en del fine ting, som gemte sig i skabene, og som vi har bevaret, hvilket jeg er ret glad for. Servicen i et kolonihavehus må nemlig gerne have lidt historie.

“Eeej, kan du huske den her. Det var den, mormor altid stillede på bordet, når [indsæt selv mindeværdig familiebegivenhed)”.

Man må gerne kunne mærke, at det her er et kolonihavehus, der er gået i arv.

Og apropos arv.

I stuen fandt jeg den mest fantastiske ting: Et foto af Vita og hendes mand iført matchende 80’er joggingsæt stående foran kolonihavehuset. Det foto skal op at hænge igen - og nedenunder skal der hænge et foto præcis magen til. Af Thomas og jeg. Iført matchende joggingsæt. Foran vores nye kolonihavehus.

Kan du lige se det for dig?

Stuen var generelt rigtig fin med blomstrede møbler og sjove billeder på væggene. Desværre havde mange af møblerne taget skade af for meget fugt. Nogle måtte ud, mens andre kommer i kærlig behandling hos min far og svigerfar, der heldigvis kan trylle, når det gælder den slags restaureringer. Thank God.

Kolonihavehuset bestod i sin helhed af et hovedhus og et lille anneks. Soveværelset lå i annekset, og i den bagerste del af det lå toilettet med sin egen indgang. Så jeg forestiller mig, at Vita ofte har måttet iføre sig kåbe og sutsko og sjoske ud i mørket midt om natten for at tisse. 

Hun har sgu været en sej dame, hende Vita. Hverken kryb eller mørke kunne skræmme hende.

Selv foretrækker jeg ét samlet kolonihavehus. Med toilet. Og bad. Og lys. Helst uden kryb.

Men der var nu alligevel noget smart ved Vitas opdeling. For mellem hovedhuset og annekset havde hun sin terrasse, og den var altid lun - også om aftenen - for den fik fuld sol hele dagen samtidigt med, at den lå i læ. 

Jeg prøve, om jeg kan videreføre den ide til vores terrasse ved at overdække en del af den eller måske bygge en pergola.

Det må tiden vise.

‍