Lad mig sige det sådan: Det er ikke altid en dans på roser at bygge kolonihavehus...
Hm… Hvor stammer det udtryk egentlig fra? En dans på roser. Som om det er det mest naturlige i verden at danse rundt på. Roser har også mig bekendt torne, og så mange blade er der heller ikke til at tage stødende fra de lange, krogede stængler.
Måske har det faktisk været en dans på roser.
I hvert fald i den forstand at det har føltes som en temmelig fjollet ide til tider - og gjort lidt nas.
Da vi i sensommeren 2015 overtog et nedrivningsklart kolonihavehus, var vi fulde af ideer. De færreste af dem var seriøse, for vi kunne nok ikke rigtigt tage vores egen impulsive beslutning seriøst.
Os som kolonihaveejere? Ha!
Vi jokede med, at vi i hvert fald skulle have et fælles campinghabit og et par Crocs.
Når familie og venner spurgte ind til projektet, fortalte Thomas vidt og bredt om, hvordan vi ville løse alle udfordringer ved at skære hul til vinduer og døre i en container, bygge en hemmelig, underjordisk kælder nedenunder og etablere en lille dam i haven med en bro over.
Og så grinede vi fjogede.
Men faktum var - og er vel i og for sig stadig - at vi ikke har den fjerneste anelse om, hvad det vil sige at bygge et hus. Og da vi alligevel skulle vente på, at hele Haveforeningen fik indlagt kloakering i efteråret 2016, føltes det som uendelig lang tid til, at vi skulle i gang.
Nu er vi i sensommeren 2018, og det er blevet alvor.
Alle byggematerialer ligger i haven. Der er ingen vej tilbage.
Faktisk begyndte det allerede at blive lidt alvorligt i løbet af 2016. Jeg blev gravid og begyndte - som de fleste andre vordende mødre - at rykke rundt på prioriteterne i mit (læs: vores, for den slags går også ud over mandens) liv. Efter en barsel på 3. sal uden elevator eller altan og med utallige barnevognsture i hagl, sne og slud med den desperate mission at finde hvile et sted midt i byen uden larm, som ville vække min lille, sovende baby, begyndte jeg i dén grad at længes efter et fristed. I min kolonihave.
De skøre ideer begyndte at blive erstattet med ægte drømme.
Ikke så meget om den frodige eventyrhave, men snarere lidt mere nede-på-jorden-drømme såsom en varm kop kaffe i en havestol og en lur på drømmesengen.
Vi begyndte med andre ord at tage det mere seriøst.
Men skæbnen ville, at jeg skulle brække benet, og livstruende sygdom skulle indtræde i min allernærmeste familie. Så 2017 blev revet ud af kalenderen.
Riiitscch.
… Og så begyndte jeg at tøve.
Når "man" kører surt i nybyggeriet
“Skal vi ikke bare droppe det”, sagde jeg en dag helt opgivende til Thomas.
Vi var godt i gang med at undersøge markedet for kolonihavehuse. Jeg havde min bedste ven, Google, i den ene hånd og min anden bedste ven, Sheet, i den anden og havde udarbejdet en hel fin liste af muligheder: arkitekttegnede kolonihavehuse, nøglefærdige modulløsninger, bjælkehytter.
Der var kun 2 krav:
- Nogen skulle gøre det hele for os.
- Og allerhelst meget billigt.
Men lad mig da bare spoile slutningen med det samme: Det kan så ikke lade sig gøre. Overhovedet.
Først og fremmest er det vældig svært at få nogen til at gøre noget som helst i Jylland. Sjælland, derimod. No problemo. Men “Jylland? Naaarj, dér må I sgu gør’ed selv”.
Dernæst er konceptet “billigt” tilsyneladende i en helt anden skala, når man taler byggeri. Du kommer ikke langt for under en halv million, hvis ikke du vil røre en finger selv.
Det gav anledning til en del frustrationer i det lille hjem på 3. sal.
To computerarbejdende, ti-tommelfingrende, café-latte-drikkende bymennesker skulle til at forholde sig til voksenlivet og træffe valg. Gys!
Vil vi virkelig kaste så mange penge efter en kolonihave?
Bliver vi nogensinde sådan rigtigt glade for det?
Burde vi ikke i stedet lægge pengene i et hus af mursten?
Oveni den endeløse række af spekulationer, (som jeg primært stod for at formulere), modtog vi også en endeløs række af andre menneskers holdninger, (som Thomas stod for at indsamle, fordi han da absolut skulle indvie Gud og hvermand i vores tanker).
Hvorfor bruger I ikke bare det eksisterende hus?
Køb en gammel togvogn!
Prøv at se de her (links til sindssygt dyre arkitekttegnede løsninger)
I bør gøre det sådan her (indsæt selv 10.000 forskellige løsninger)
Det kommer til at koste mindst det dobbelte af det, I regner med!
Det bliver noget lort, det der!
Har I tænkt på det her og det her (indsæt 10.000 ting, vi ikke har skænket en tanke)
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at mit hovede var lige ved at eksplodere!
Alt det sjove, alle forestillingerne om det gode liv, drømmene, frugterne, som jeg skulle høste. De forsvandt ind i et sort hul af fagtermer, økonomi og ængstelighed.
"Lad os droppe det! Det var en dum ide. Slet ikke gennemtænkt".
…
Og så var det, at vi besluttede at gøre det alligevel.
Hele livet har jeg truffet 'de fornuftige og velovervejede valg'. Nu har jeg kastet min opsparing efter en træhytte, som jeg skal bygge med de bare, computerbløde næver, ovenpå på en lejet grund, der pt. ligner én stor mudderpøl.
Er jeg klar over, hvad jeg har kastet mig ud i? Næh. Har jeg en gennemtænkt plan? Overhovedet ikke.
Dumt!
Ja.
Men åh, så befriende spændende.