Når mavefornemmelsen siger: Køb en tilgroet kolonihave med et nedrivningsklart kolonihavehus...

Det lyder ikke ligefrem som en særlig god investering, vel?

Jeg ved faktisk heller ikke, hvad der gik af os. Vi har hverken grønne fingre eller særlig stor interesse i havearbejde. Vores hænder er ikke skruet rigtigt på, når det kommer til håndværk - vi er sådan nogle, der tager tingene på øjemål og lever med det - og ærlig talt er vi også lidt for dovne til at “knokle”, når vi endelig har fri.

Vi bor i byen. I en 3-værelses lejlighed. Vi drikker to-go kaffe, spiser morgenmad (op ad formiddagen) på Emmerys og udskyder altid hovedrengøringen til næste uge. Vi har begge kontorarbejde foran computere, og det tager al vores tid. Hold kæft, vi arbejder meget!

Hvad skal vi med en kolonihave?!

Ikke desto mindre sker dette:

Thomas’ mormor, Vita, kan ikke længere magte sin kolonihave. Hun har haft den i årevis, boet og levet i den uden el og vand, dyrket roser, samlet regnvand og gravet dybe huller i jorden til flaskeøl. Hun tilbyder den til familien. Ingen vil have den. Slet ikke os. Vi er det komplet modsatte af (det vi forestiller os om) en kolonihaveejer.

Pludselig flyver ordene: “Skal vi ikke købe den?” alligevel ud af munden på mig.

Jeg sidder dér på gulvet midt i stuen. Thomas sidder ved computeren. Han kigger sådan lidt underligt på mig, og jeg ved heller ikke lige, hvor lysten kommer fra. Den er der bare.

Af en eller anden mærkelig grund forsvinder den ikke, selvom jeg er ved at besvime af skræk første gang, vi besøger kolonihaven: Det er en jungle af ukrudt på en kæmpestor grund - 360 kvm. for at være præcis. Jeg troede jo bare, at det var et lille frimærke. 

Huset er et mareridt (undskyld Vita). Det er fugtigt og faldefærdigt. Der pibler dyr ud af det og rundt i spindelvæv alle vegne. Jeg har slet ikke lyst til at være indenfor. Der er ingen strøm. Ikke mulighed for at tage et bad. Toilettet er et campingtoilet, der skal tømmes - manuelt!

Oh shit...

Men...

Inde i mit hovede ser jeg solen skinne fra en skyfri himmel, mens blomsterbedene står i fuld flor. Jeg tilbereder en æbletærte af egen avl, mens vores unger løber rundt og plasker med vand i haven. Thomas, iført bløde bukser, er faldet i søvn i hængekøjen med avisen over hovedet.

Hvor kommer den drøm fra?

- og hvorfor vil jeg den pludselig så gerne?

Jeg, der elsker at spise ude, vil til at dyrke mine egne grøntsager? Jeg, der lever foran computerskærmen, vil luge bede og have jord under neglene? Dække et plastikhavebord med genbrugsfund og en blomstret dug frem for at dæmpe lyset blidt over mit designerspisebord?

Det er jo som taget ud af en cheesy Hollywood-film.
Men alligevel sådan en insisterende mavefornemmelse...

Så vi køber Vitas kolonihavehus - og med i købet følger forhåbentligt noget godt. Det må tiden vise.